Under Samme Himmel

Overalt på jorden synger vi med vores børn og vi bor alle sammen – under samme himmel!
Tag med på en forrygende musikalsk rejse ud i en ny verden af børnesange.
Under samme himmel, er børnesange fra fire kontinenter og sangene bliver sunget på originalsproget.
Et swingende og sjovt møde mellem en rumænsk og en dansk musiker, skaber en forunderlig musikalsk verden.

Overalt på jorden synger vi med vores børn og vi bor alle sammen

under samme himmel!

George Mihalache (RO) cymbalon, kontrabas og sang
Anne Eltard (DK) Violin, vokal, guitarlele, dulcimer, loop m.m., lydkunstner og komponist.

Børnesange fra fire kontinenter, sunget på originalsprog. Et swingende og sjovt møde mellem en rumænsk og en dansk musiker. To rejsende musikere, der har set og hørt verden, mødes. De ved om nogen, at musik er grænseløs.
Under Samme Himmel er et blik ud på en mangfoldig verden, som for en stund rykker helt tæt på os selv. Det er en underfundig historie om børn i verden.
Sangene og musikken kædes sammen med mere eller mindre sande historier, fra den virkelige verden. Selvom ingen af os taler bangla, kan man sagtens lære at synge en linie mens man plukker mango, eller prutte som en krage i det svenske, eller måske blive lidt forskrækket, når den lille markmus, må løbe over den brændende savanne. Sang, gestik og fremmede sprog krydret med iørefaldende melodier, der er lette at synge med på.

"Under samme Himmel" er en fortryllende musikfortælling som tager både børn og voksne ved hånden og minder os om at alle børn i hele verden synger.” Patricia Holmberg, Børnehaven Enhjørningen.

Genrer og grænser krydses. Vi vil gerne sende børn og voksne hjem med en lille varm klump i maven, over at musik er noget der sker i hele verden, for alle børn. I en tid, hvor vi lukker os om os selv, er det vigtigt at kunne kigge ud i verden og hvad er bedre til at åbne hjerter og døre end musik?
At det samtidig grovswinger skader ikke.

George Mihalache er rumæner og vokset op med musik. Han er i 6. generations musiker, er virtuos på cymbalon og har spillet kontrabas, siden han var dreng. I starten måtte han stå på en skammel, for at nå. Georges musikalske repertoire er vidtfavnende og alsidigt, fra rumænsk sigøjnertradition til evergreens, jazzstandards og klassiske musikperler.

Anne Eltard er barn af stenbroen og opvokset på Nørrebro i København, hvor hendes musikalske færd med guitar og violin bragte hende vidt omkring, fra nordisk folkemusik, til mere hårdtslående, uptempo beats i den københavnske undergrund. Hendes liv som musiker, har ført hende rundt i det meste af verden.